Milano er uden mage en modemetropol og Italiens finanscentrum. Byen har nærmest alt, hvad hjertet begærer af charme, historie, lækre små restauranter og mode med stort M. Her finder du alle de store mærker som Versace, Armani, Dolce & Gabbana og mange flere. Er du ude efter storbyferie, shopping og kultur, så er Milano et rigtigt godt bud. Og der er mange måder at komme dertil. Med 3 store lufthavne, en banegård og en stor busstation kan det ikke blive nemmere.
Milano og omegn i egen bil
Milano ligger i Norditalien, nærmere bestemt i Lombardiet. Byen er overskuelig, og det indre Milano kan nemt ses på gåben. Den store domkirke Duomo di Milano er en af verdens store gotiske katedraler, og den er klart et must-see. Du kan booke ture og se da Vincis Den Sidste Nadver og komme op på tagterrassen og få en fantastisk udsigt ud over Milano. Mode og kultur er i højsædet men du kan også slentre i de mange grønne parker samt i Brera, som er fyldt med kunstgallerier.
Lejer du en bil kan du ubesværet komme rundt både i det historiske centrum og i de små forstæder. Der er flere hyggelige steder at bo både i centrum og i forstæderne, deriblandt Naviglio og Via Manzoni. De fleste kendte og store biludlejningsfirmaer kan findes i Milano, fx har Hertz og Sixt og billigerebiludlejning.dk, kontorer mange forskellige steder i byen og uden for byen, så du kan hente og aflevere din bil, hvor det passer dig. Der er også lokale biludlejere som italycar.net og Sicily By Car.
- Milano er dit modemekka
- Milano emmer af historie og kultur
Gardasøen
Når du har set dig mæt i mode og kultur og trasket Milano tynd, kørt rundt i de små hyggelige forstæder, nydt en espresso eller en aperol spritz på en af de mange hippe cafeer, er det tid til en tur ud på landet, for at se andre lidt mindre byer samt en tur op i bjergene. Lombardiet kan prale af en rig og meget afvekslende natur med både bjerge, flotte søer og citruslunde. Alt sammen kun en dagstur fra Milano. Gardasøen ligger nordpå omkring 2 timers kørsel fra Milano og kan opleves på en dag frem og tilbage eller med en overnatning.
Søen er et yndet turistmål for mange danskere, og den er Italiens største sø. Man kan bade, sejle, svømme og meget mere her. Gardasøen er omkranset af bjerge og farverige gamle villaer. Mange af de gamle fiskelejer er nu omdannet til chikke feriebyer med strandpromenader og men uden at have mistet sin charme. Klimaet passer også den danske turist godt, lunt og varmt, men ikke for varmt og med mange solskinstimer.
Comosøen
Denne noget mindre sø ligger mere nordligt end Gardasøen. Det tager knap 1 time at køre hertil. Undervejs kan du køre igennem Como og andre mindre landsbyer, gøre stop og nyde stilheden og den flotte udsigt. Det er friheden ved netop at leje en bil. Du bestemmer helt selv destinationen, ruten samt hvor og hvornår, du vil stoppe. Ved Comosøen finder du også bjerge og små hyggelige byer, blandt andet feriebyen Menaggio med vandsport og kite surfing, kurstedet Cadenabbia og den mere elegante Tremezzo.
Søen ligger dybblå med sit fantastiske vandspejl midt mellem de høje Alper på den nordlige side. Det er varmere ved Gardasøen og landskabet er knap så varieret, men her ånder alt fred og idyl, og man er ikke i fare for en storm, der pludselig viser sine tænder her. Ud over bjergenes flotte rygge og tinder, finder du også et frodigt landskab med kastanjeskove og vandfald. Der er rig mulighed for overnatning, hvis du er til det, og masser af små restaurationer.
- Smuk idyl
- Isblåt vand og bjerge
Lago Lugano og Lago Maggiore
Flere søer. Ja det vrimler med helt fantastisk smukke søer her i Lombardiet og tæt på storbyen Milano. Og vand er jo flot og tiltrækkende. Det er bjerge også. Så her nord for Milano, kan man med egen bil nå ud til de fleste perler i denne region. Lugano og Maggiore ligger lidt mere vest for de andre søer. De byder også på spejlblankt og isblåt vand omkranset af bjerge. Lugano er en blanding af italiensk og schweizisk, og byen Lugano er schweizisk. Her kører de rigtigt dyre biler rundt, og man kan godt se, at dem, der bor her, har penge.
Der skal også hives lidt flere penge op af lommen, når der skal spises aftensmad på en af de mange restauranter. Men byen er charmerende, som den ligger ved den blanke sø, ikke så fyldt med turister og man kan tage en svævebane op til bjergene og vandre rundt. Ved Lago Maggiore finder du ren alpeidyl, og det bedste er at sejle på søen en stille dag og glide forbi de mange byer og Maggiores små grønne øer.
- Schweizisk finanscentrum i bjergene
- Smuk alpeidyl ved Maggiore
Pavia, Montova og de to slagmarker
Pavia ligger en lille times kørsel fra Milano. Den betragtes nærmest som Milanos rival og byder på en behagelig og afslappet stemning. Byen blev grundlagt som en romersk militærlejr, og i den rolige gamle bydel finder du den gotiske rødstensborg Castello fra 1300-tallet og i centrum selvfølgelig den obligatoriske piazza med små italienske restauranter og cafeer. På den anden side af Milano mod øst ligger den mere mondæne by Mantova. Her er det lidt dystre store renæssancepalads Palazzo Ducale et must.
Uden for byerne ligger to meget interessante slagmarker, nærmere bestemt ved Magenta vest for Milano og ved Solferino syd for Gardasøen. Disse to slagmarker skabte efter sigende Italien, da østrigerne i 1800-tallet efter en blodig krig måtte afgive Lombardiet til Sardinien. I Museo di Solferino i Solferino kan man se de gamle kanoner, håndvåben og uniformer fra krigen. Med udgangspunkt i Milano og med egen bil, er der altså rig mulighed for i Lombardiet at blive fyldt op med både sol, historiske oplevelser, shopping og lækkert mad.